My day started at 00.00 sharp! Up for the graveyard watch from 00 to 04, and I was both ready, but also a bit nervous for this my very first night watch. But it went really well; I was awake, I was the lookout on the watch and at first I was only a bit seasick.

Around 03.00 the wind started picking up. Everything is still fine, but the wind is really picking up. At 4am my watch is over, but this is when I start to get really sick. And the wind is only picking up more and more! At least that’s how I remember it.

When you are seasick you sort of blackout, so you have moments where you can’t really remember anything. I just remember being helped under deck, but I was quite pale- imagine Donald Duck when he gets really green!

Luckily, I have the most amazing people around me to take care of me, and I am still deeply grateful to them. So I make it to my cabin, but I have absolutely no energy left. I’ve got the top bunk, but I am so exhausted that I can’t make it up there. I choose to stay on the floor close to my bucket! Around 6am I finally made it up to my bunk, where I was able to get warm.

As you can see, it’s not always romantic, but it is a part of the trip, and I made it! I was exhausted most of the next day, but still I had to make it through the daily duties, where I took charge of the cleaning – because that is also a part of it. I just managed by sitting on my butt and deal with it from there. On Oceans of Hope we get the job done one way or another with the skills we have.

My night watch, as you might tell, has meant a lot to me – actually I did fear it slightly – but for the same reason, it is now so much greater to look back at having managed. And with the great atmosphere on board it is difficult not to joke around with yourself; Søren’s cooking doesn’t taste quite as good the second time!

A part of the development, I have on board this yacht, is to take the bitter with the sweet. And that’s not just on board, it goes for all aspects of life. To be tired for a whole day and feeling like you’ve been on a real bumpy ride, is what really puts the amazing moments into perspective.

Min første nat på havet

Min dag den startede kl. 00.00 dut! Op til hundevagten fra 00-04, og jeg var både klar, men også nervøs for denne nattevagt – det er nemlig min første nattevagt nogensinde. Men det gik faktisk godt! Jeg var vågen, jeg var udkigspost på vagten. Først havde jeg kun en lille smule søsyge.

Omkring kl. 03.00 begyndte det at blæse op. Det går stadig helt fint, men blæsten tager altså til. Da klokken slår 4 er min nattevagt slut, men det er også der, at jeg begynder rigtig at blive søsyg. Og blæsten bliver altså ved med at øge. Og øge! Det er i hvert fald sådan, jeg husker det.

Når man har søsyge, så er det altså lidt ligesom at være helt stang bacardi. Man har nærmest blackouts, så man får øjeblikke, man ikke kan huske. Jeg kan lige huske, at jeg bliver vist ned under dæk, men jeg var altså grøn. Man kan måske huske Anders And, når han bliver helt forkert i hovedet.

Jeg har heldigvis de mest fantastiske mennesker omkring mig til at passe på mig, og det er jeg dem stadig dybt taknemmelig for. Så jeg kommer ind i min kahyt, men jeg har ikke flere kræfter. Jeg skulle ligge i overkøjen, men jeg er så udmattet, at jeg slet ikke kan kæmpe mig op. Jeg vælger at blive liggende på gulvet inden for rækkevidde af min spand! Og vi har altså et lille læk ved masten, som sørgede for at holde mig gennemblødt indtil jeg fik kræfter til at skifte tøj. Jeg orkede end ikke at bede om hjælp!

Omkring kl. 6, der fik jeg kæmpet mig op i min køje, hvor jeg fik varmen, og Mikkel kom og puttede mig.

Det er altså ikke så romantisk, men det er en del af turen! Og jeg klarede det! Faktisk var jeg træt resten af dagen, men stadig måtte jeg kæmpe mig igennem de fælles pligter, hvor jeg tog mig af rengøringen – for det er også en del af det.  Det ordnede jeg jo bare ved at sidde ned på rumpen og klare sagerne. Her ombord klarer vi opgaverne på enten den ene eller den anden måde med de kræfter vi nu end har.

Min nattevagt har som man måske kan mærke fyldt rigtig meget for mig – jeg har faktisk frygtet den en smule – men af samme grund var det jo så meget federe at se tilbage på at have gennemført! Og i den gode stemning ombord er det svært ikke at joke lidt med det selv; Sørens mad smager altså ikke lige så godt anden gang!

En del af den udvikling, jeg har her på den båd, er altså at tage det sure med det søde. Og det gælder jo ikke kun ombord på en båd, det gælder i alle aspekter af livet. At være træt en hel dag og føle at have været på en rigtig bumletur, det sætter netop de fantastiske øjeblikke i perspektiv.