Danmark Rundt med Oceans of Hope 2018 - vi glæder os
I sommeren 2018 sejler Oceans of Hope (OOH) igen rundt i de danske farvande med et crew bestående af folk med multipel sclerose. Deltagerne kommer fra Danmark, Belgien, Tyskland, USA og England og er en blanding af et crew med veteraner fra jordomsejlingen, nye OoH'ere og nye OoH-frivillige.
På togtet får vi fornøjelsen af at præsentere og skabe opmærksomhed omkring Oceans of Hope og vores fælles fortælling for rigtig mange mennesker i Danmark - og vi glæder os meget.
Vi sætter fokus på, hvordan sejlads kan være med til at give mennesker med kroniske sygdomme mere mod på livet – vores motto er:
Ud i verden – Ind i livet!
Togtet varer fra d. 17. juli til d. 17. august og undervejs vil vi besøge en række danske havne. Vi kommer vidt omkring, fra starten i Skovshoved via Stubbekøbing, Skælskør, Aarhus, Strandby og mange andre byer – i alt 17 anløb.
I de forskellige havne vil vi lave events og "taster-sails", som vi kender dem fra jordomsejlingen. Vi inviterer mennesker med sclerose på en sejltur, og andre interesserede til at komme ombord til en snak og en rundvisning.
Traditionen tro kommer der blogs her på siden og nyheder om vores forberedelser til togtet. Togtet går under navnet Oceans of Hope Classic 2018.
Se ruteplan HER.