Det er f…… hårdt det her!!!!
Tirsdag d. 7. august havde vi ”Taster-sail” i Aarhus. En event, hvor mennesker med sclerose bliver inviteret med på en sejltur i et par timer. Scleroseforeningen i Aarhus havde stået for tilmeldingerne og en enkelt deltager kom her fra Agger. Vi havde en fantastisk tur med perfekt vind, solskin og godt udsyn til forskellige klasser i VM i sejlads, der netop nu foregår i Aarhus.
Som sædvanlig gik snakken ombord om stort og småt, og der blev brugt kræfter på at sætte sejl og styre båden – deraf ovenstående citat. Det er altid med stolthed i stemmen – og nogle gange med tårer i øjnene – jeg fortæller om mine oplevelser med båden, om fællesskabet, som aldrig handler om sclerose, men om en følelse af ”at høre til” og af at betyde noget.