Laks.jpg

Oceans of Hope lugter stadig lidt af diesel… - heldigvis

Classic Jul 21, 2017, by Iben Skydt

På sin vej Danmark rundt kom Oceans of Hope torsdag d. 20.7 til Assens, og helt uventet blev jeg inviteret på fisk og kartofler.

Uden at være en del af den nuværende besætning, kommer jeg ombord – bare på besøg – og det slår mig, hvor hurtigt jeg føler mig som en del af familien. En svag lugt af diesel fylder næseborene, så snart jeg træder ned i båden, og snakken går livligt ved bordet. Nogle taler om, hvor mange poser chips og hvor meget skyr, der skal købes, og andre om det frustrerende ved de kognitive udfordringer.

Madlavning

Når én skal på toilettet, en anden finde vinen og kartoflerne sættes over, bevæger vi os, som efter en helt særlig aftale i en sælsom dans, rundt om hinanden. Alt er, som det plejer. Selvom besætningen ikke har sejlet sammen før, har vi alle en fælles historie og en indbyrdes forståelse af, hvordan livet fungerer på båden. Det føles trygt og godt at være ombord, på én gang helt enkelt, og samtidig er det med en viden om, at vi er en del af en stor og unik fortælling, der rækker langt ud over hver enkelt af os. Selvom jeg kun er 14 km hjemmefra, er jeg ikke i tvivl – det holder vand, det der med UD I VERDEN – IND I LIVET.

This article was written by