Mikkel dykker

Dykning ved Læsø

Aug 15, 2018, by

Mens Læsø blev udforsket til lands af resten af crewet, drog Mikkel og jeg ud til vands. Den gode Bengt tog os ombord i vennen Oles båd. Den lille fiskerbåd fungerede glimrende som dykkerbåd, og med Bengts lokale kendskab til øen, sejlede han os sikkert ud til et rev nord for Østerby. 

Med tankene fulde af ilt, gik vi på opdagelse langs revet og var hurtigt omgivet af skove af tang i smukke gyldne og brændte farver. Vi fik følgeskab af en ensom gråsæl, der cirklede om os. Jeg har aldrig været så tæt på sæler før, så jeg var helt høj, da vi atter kom ombord hos Bengt. Vi sejlede ind med store smil på, og mødte Ole på havnen. Mens vi havde været på opdagelse, havde han fanget en spandfuld makreller. Han havde brugt et helt liv, på at fange makreller, så Oles appetit på dem var forsvundet, så vi var heldige at få dem med hjem. Kabyssen var derfor fyldt med alt godt fra havet, da vi igen steg på Oceans of Hope til det store krabbegilde.

Der er noget fantastisk ved altid kun at være få meter fra havet når man sejler. Ombord på Oceans of Hope, kommer vi ikke bare tættere på hinanden, men også på naturen – og Læsø var bestemt ingen undtagelse. Heller ikke når det kommer til den gæstfrihed og velvillighed vi møder rundt omkring i de havne vi lægger til i. Det er den samme hjælpsomhed, som jeg mærker blandt os, der sejler sammen på Oceans of Hope. Bidraget til fællesskabet minder mig om min tid på højskole, og til trods for at aldersspændet her er markant større, så udvisker båden dette – ligesom den også udvisker grænserne mellem hvad vi kan og ikke kan.

Efter at have været med på Danmark Rundt - Classic i 10 dage, er jeg helt fyldt op af fantastiske oplevelser, både til lands og til vands. Selvom mødet med sælerne var fantastisk, er det mødet med mine medmennesker på Oceans of Hope, der fortsat gør størst indtryk, og som gør tiden ombord, til noget helt unikt.

(Af Thilde Hovmøller Ellemose)

This article was written by