DSC_0295.JPG

Oh at vågne op i Stavnsfjord

Classic Aug 4, 2017, by Jette Lyngsø

Af Jette Lyngsø

 

Vi ligger med masser af Holme og småøer omkring os. Vi kom ind i aftes – fulgte 'Hjortholmsrenden', som slynger sig som en flod igennem den lavvandede fjord. Og selvom vores instrumenter viste 4 m , så lykkedes det os kortvarigt at gå på grund. Men vi kom fri igen med motoren i fuld bak – hvor er det godt nogle gange at kunne slå fuld bak. Vi kender det ret godt fra os selv, vi skal lære at 'slå fuld bak', før vi går på grund.

Vi gør klar til afgang, vi vil gå for motor ud af denne fantastisk smukke bugt, kursen er sat mod Anholt.

Men ak motoren vil ikke starte. - Så begynder en større fejlfindingsprocedure, og til sidst står vi med en klar diagnose.  Det er startmotoren, som svigter os.

Det handles, der hurtigt på. Mikkel bestiller en ny startmotor i England med levering til Karsten (Jettes mand), som vil transportere den til Grenå.

Jeg er lidt stolt af, hvor hurtige vi er til at omstille os – og til at skabe nye forventninger fra Anholt til Grenå, men vi er jo også lidt øvede i den metier. Hvor mange gange har vi ikke måttet ændre planer, når MS slår til?

Med den nye plan på skinner, lister vi ud – og under fulde sejl, går vi nordøst over mod Grenå. Hvor skønt at gå for sejl igen, det er en lise at blive pustet frem af vinden, en stille ro breder sig, alt er godt – sejlene bugner, skibet skærer sig blidt gennem dønningerne, ro på – ro på –  skønt.

Jens har taget kontakt til Grenå Havn og til Kystredningstjenesten, Grenå, for vi kan ikke gå ind for sejl i havnen. Et stykke uden for Grenå kommer 4 seje gutter i redningsfartøjet op på siden af os og fastgør deres båd til Oceans of Hope, så vi kan følges ad ind i industrihavnen. Hvor sejt at se sådan 4 mennesker arbejde sammen i et super team, hvor alle ved, hvad de skal gøre. Det var virkelig godt gået.

Hos os på Oceans of Hope har vi også stemningen flot i top, det er en helt ny og god oplevelse at være i symbiose med et redningsfartøj.

Vi overnatter i industrihavnen med Grenå Lossekompagni APS som nærmeste nabo. Vi vågner til fuld sol, og den skinner endnu smukkere, da Jan fra Lossekompagniet hilser godmorgen og fortæller, at vi da selvfølgelig kan låne deres toilet og baderum. Skønt at møde sådan en flot hjælpsomhed og super at komme i bad efter nogle dage på søen. - Og hjælpsomheden fortsætter – så vi spiser frokost sammen hos dem, og de vil holde døren til toilet og bad åben til os. Så vi udruster dem med en Oceans of Hope trøje hver som en lille tak for hjælpen og gæstfriheden.

Ja, så er vi i Grenå og venter på nyt fra nutidens kurertjenester – vi hører at uvejr i Køln området forsinker vores startmotor, -  og igen bliver vi mindet om, hvordan klima og sygdom spejler hinanden. – Vi slår igen over i vores trænede fleksibilitetsmode, - og indstiller os på en dejlig solskinsdag i Grenå Industrihavn

This article was written by